Anden klasse er i gang med at male spøgelser, høns, trolde eller hvad vi nu synes vi vil have du af de malede kegler.
Et lidt for lærerstyret projekt, men et projekt, der giver et godt produkt, som eleverne bliver glade for - og som forældrene forhåbentlig har lyst til at have stående fremme en tid.
Egentlig handler dette om, at jeg er begyndt at interessere mig for at lave brugsting i beton.
Indtil videre har jeg lavet urtepotter i forskellige forme.
Jeg har dummet mig rigtig mange gange, og har smidt rigtig meget væk. MEN jeg har også gjort mig en del erfaringer, så nu begynder jeg så småt at have styr på processen, og kan planlægge, hvad jeg vil lave og være sikke på, at det lykkes.
Ofte deler jeg min begejstring for mine kreative sysler med mine elever - jeg kan slet ikke lade være. Eleverne synes det er spændende, og de synes jeg er SÅ dygtig :-) - og hvem er ikke glad for ros?
I dag havde jeg medbragt 22 støbte betonkegler - en til hver elev.
Først blandede jeg beton i en plasticskål, så de kunne se, hvordan jeg havde lavet keglerne.
Vi kom også ind på syre og base, da jeg fortalte, at det ikke var så godt at få beton på hænderne.
Vi nåede såmænd kun at male keglerne i dag, og eleverne kunne vælge mellem farverne lys grøn, lys blå og lys rød - meget styret.
Næste gang skal vi snakke udtryk ved hjælp af forskellige måder at udforme og placere øjne på.
Man kunne også male mønstre eller andet på keglerne, det må blive en anden gang.
Om en uges tid kan jeg forhåbentlig vise resultatet af anstrængelserne.